Nøglepunkter

  • Masking er en strategi, nogle personer med autisme bruger til at tilpasse sig neurotypiske normer, men det kan skjule autistiske træk og medføre risiko for psykiske konsekvenser.
  • Konstant maskering kræver meget energi og kan resultere i følelsesmæssig og mental træthed, stress, angst og et nedsat selvværd.
  • Kampagner og uddannelsesinitiativer kan øge forståelsen og bidrage til mere inkluderende samfundsfællesskaber, hvor personer med autisme kan trives uden konstant at skulle maskere.

Hvad er masking?

Masking er en metode, som personer med autisme bruger for at ændre eller skjule deres personlighedstræk og tydelige autistiske kendetegn. Målet med masking er at tilpasse sig bedre til omgivelserne eller fremstå mere som neurotypiske individer.

Masking er en kompleks adfærd, som ofte næsten ubevidst udføres af mange med autisme. Det involverer en konstant tilpasning af sprog, bevægelser, og følelsesudtryk for at virke ‘normal’ eller neurotypisk. Når der maskeres, kan de mest grundlæggende dele af identiteten, såsom interesser og følelser, gemmes væk bag en velkonstrueret facade af øjenkontakt, tilpasset sprog og tilnærmet normale reaktioner på sociale signaler.

I hverdagens sociale interaktioner, uanset om det er på skolen, arbejdspladsen, eller i vennekredse, er det for personer med ASF ofte en nødvendighed at maskere. Det gøres ikke kun for at passe ind, men også for at beskytte sig selv mod mobning, fordomme og udelukkelse. Men selvom masken kan være et nyttigt værktøj for at navigere i sociale situationer, bærer den en vægt, og konsekvenserne af kontinuerlig maskering kan være både dybe og uforudsigelige.

Masking i hverdagens sociale interaktioner

Autistiske personer anvender maskering som en form for social camouflering. Det er som at bære en usynlighedskappe, der hjælper med at blande ind i mængden og undgå at de autistiske træk vækker for meget opmærksomhed.

I sociale sammenkomster, på skolen eller i parforhold, kan det være nødvendigt at modulere sin adfærd, tone sine særinteresser ned og forbedre øjenkontakten, selv når det føles unaturligt, for at skabe et godt indtryk og undgå negative konsekvenser. Det kan betyde at smile og nikke, selvom man måske føler sig utroligt angst eller ensom. Invitationer til sociale begivenheder kan fremkalde en blanding af håb om tilhørighed, men også frygt for de krav, social interaktion vil stille til personen og et pres fra omverdenen om at opføre sig på en socialt acceptabel måde.

Maskering kan dog komme med en øget risiko for at blive overset eller fejldiagnosticeret, da de autistiske træk bliver skjult for omverdenen, herunder også for sundhedsprofessionelle. Det er når en autistisk person så dygtigt skjuler deres sande selv, at selv de mest erfarne fagfolk kan fejle i at se realiteten af deres tilstand efter mange år.

Denne form for maskering kan være så indarbejdet, at det næsten virker som en form for overlevelsesinstinkt, der slår til i sociale situationer for at beskytte mod fordomme og udelukkelse.

Konsekvenserne ved at spille skuespil

Forestil dig hvor meget energi og hvor stor en mental indsats, der spildes, når du konstant skal være opmærksom på, hvordan du fremstår, taler og bevæger dig. Maskering kræver en kolossal mental indsats, og for mange personer med autisme er prisen en overvældende følelse af at være drænet for energi. Det er som at være i en film, hvor du ikke kun spiller hovedrollen, men også er forfatter, instruktør og publikum – altid bevidst om, hvordan hver scene skal udfolde sig.

Konsekvenserne af at spille denne rolle hver dag er ikke kun mentale, men også følelsesmæssige. Stress, angst og belastningsreaktioner kan opstå som et resultat af konstant at “spille skuespil”. Forventningerne og kravene til at opretholde en maske kan være så store, at de fører til store konsekvenser, herunder følgende konsekvenser: grænser, der konstant overskrides, hvilket kan bidrage til at undertrykke ens sande personlighed.

Det kan også komme med en høj pris i forhold til personlige forhold og livskvalitet. Kompensere for autistiske træk i sociale situationer kan betyde, at man forsøger så hårdt at passe ind, at der ikke er plads tilbage til ens egentlige jeg.

Når man konstant spiller skuespil, kan personlige grænser blive så uklare, at det bliver en udfordring at genkende, hvor skuespillet slutter, og den ægte person begynder.

Autistiske træk og social camouflaging

Det kan være nærliggende at tro, at “social camouflaging” giver friheden til at passe ind i ethvert fællesskab – at være ‘en af flokken’. Men sandheden er, at når vi lader som om, og skjuler de autistiske træk, risikerer vi at miste kontakten med vores inderste kerne. Den konstante spænding mellem at være sig selv og samtidig være en, samfundet anser som “normal”, kan medføre en lang række følelsesmæssige konsekvenser, såsom angst, stress og depression.

Social camouflaging kan ses både som en erhvervet færdighed, og som et forsvar mod de ofte ubarmhjertige sociale normer. Men selvom det kan være en effektiv taktik i visse sammenhænge, er der en risiko forbundet med altid at forsøge at virke ‘normal’. Denne konstante præstation kan føre til, at man undertrykker sin sande natur, hvilket kan skade selvværdet og forringe ens generelle følelse af velvære.

Forfølgelsen af at være socialt accepteret bærer med sig en fare for at miste evnen til at værdsætte og udtrykke det, der virkelig definerer os. Det kræver mod at stå ved sit unikke selv, især når samfundet ofte ikke ser værdien i det anderledes. Selvudfoldelse kan være en udfordrende, men nødvendig proces for at bryde fri fra de sociale masker, vi ofte tvinges til at bære.

Konsekvenserne af langvarig maskering

Når det at maskere bliver mere end blot en sporadisk nødvendighed, men snarere en konstant livsstil, begynder de dybere og mere alvorlige konsekvenser at vise sig. Langvarig og vedholdende maskering kan føre til mental træthed, men kan også bidrage til mere alvorlige mentale sundhedsproblemer som angst og depression.

Selvværdet kan også tage skade, når man konstant forsøger at passe ind i en form, som samfundet støber for os. Det kan føre til en fornemmelse af at ens sande jeg er utilstrækkeligt eller uacceptabelt, med en efterfølgende nedgang i selvrespekt og selvkærlighed. Denne følelse af ikke at være god nok, bare som man er, kan være forkrøblende.

Og mens man kæmper for at passe ind og være ‘normal’, lider ens relationer og sociale interaktioner. Kvaliteten af familielivet, venskaber og fritidsaktiviteter kan alle falde som ofre for den maske, der bliver tungere og tungere at bære. Ironisk nok, mens man forsøger at forbinde sig til andre, kan den konstante maskering resultere i en følelse af isolation og ensomhed.

Maskens vægt: Når det bliver for meget

Når energien til at opretholde en maske udtømmes, og man føler sig ‘totalt drænet’, står det klart, hvor meget der faktisk kræves for at opretholde illusionen af at være ‘normal’. Denne konstante kamp kan føre til en tilstand af både fysisk og psykisk udmattelse, hvor selv de mest grundlæggende opgaver kan synes uoverkommelige.

Studier, som det, Laura Hull har gennemført, viser, at konstant maskering kan medføre alvorlige konsekvenser for det psykiske helbred, herunder forringelse af selvfølelse og en øget risiko for udmattelse. Når masken begynder at blive en byrde, er det for autistiske personer afgørende at finde tid og rum til at hvile og genoplade.

Det kan være nødvendigt at kræve pauser mellem sociale begivenheder, eller trække sig tilbage til trygge omgivelser, hvor der ikke behøves at performe. At anerkende når det bliver for meget, og tillade sig selv at tage masken af, kan være afgørende for den mentale sundhed.

Men vigtigst af alt, det kan være starten på en rejse mod at opnå en balance, hvor man ikke længere føler behovet for konstant at skjule sine sande farver.

At finde balancen: Maskering som en delvis løsning

Maskering har sin plads og kan være en nyttig taktik i bestemte situationer, men over tid er det at finde en måde at være sand mod sig selv, der virkelig tæller. Det kræver at man navigerer mellem samfundets forventninger og kønsnormer og en ærlig selvudfoldelse, og det begynder med selvaccept og en forståelse for, at det at være anderledes ikke er en fejl, men en del af ens identitet.

Autistiske personer, især dem der får en diagnose sent i livet, kan gennem refleksion over tidligere erfaringer finde en større selvaccept og følelse af autenticitet. Det er denne indsigt, der kan bane vejen for at slippe forventningerne forbundet med kønsnormer og andre samfundsnormer, som ofte kræver maskering, og omfavne ens sande jeg.

Det er essentielt at fastholde en grundlæggende ægthed, selvom det kan være fristende at skjule sig bag masken. Maskering kan fungere som en delvis løsning, men det skal ikke være på bekostning af ens authentiske selv. At bære en maske i specifikke kontekster kan være nødvendigt, men det er lige så nødvendigt at tillade sig selv at være åben og ærlig i andre aspekter af livet.

Fra maskering til ægte selvudfoldelse

At bevæge sig væk fra konstant maskering kræver dedikation til selvomsorg og en vilje til at bygge og vedligeholde et supportivt miljø. Det er en personlig rejse, hvor målet er ægte selvudfoldelse, og for autistiske personer indebærer dette en proces, hvor man genopdager og værdsætter ens naturlige karaktertræk.

Ved at praktisere selvomsorg, og ved at omgive sig med mennesker, der forstår og støtter ens sande selv, kan presset fra konstant maskering lettes. Dette kan involvere at finde fællesskaber, hvor man kan være ærlig og åben, eller at arbejde sammen med professionelle, der kan hjælpe med at navigere i de sociale normer på en måde, der ikke kræver konstant maskering og hårdt arbejde.

Det kræver en indsats at finde metoder og strategier, der tillader én at udtrykke ens sande selv og samtidig navigere i en social verden. Det kan kræve tid og tålmodighed, men at frigøre sig fra behovet for konstant at spille en rolle er afgørende for at leve et godt og rigt liv, hvor man ikke blot overlever, men virkelig trives.

Forståelse og støtte fra fællesskabet

At leve i en verden, hvor man føler sig forstået og støttet, er noget de fleste tager for givet. For autistiske personer kan dette være langt fra virkeligheden. Der er et stort behov for øget forståelse og støtte fra samfundet, således at behovet for konstant maskering kan blive mindre. Når man går hos Socialcode, er man en del af et fællesskab, hvor man kan føle sig støttet og accepteret, også når man er neurodivergent.

Kampagner og uddannelsesinitiativer, der øger bevidstheden om autisme og de udfordringer, det kan indebære, er nødvendige skridt i retning mod større tolerance og inklusion. Det er også gennem en åben dialog om de ofte skjulte omkostninger ved maskering, at vi kan nærme os et samfund, hvor neurodivergente personer kan føle sig sikre. Frivillige organisationer gør en forskel gennem deres arbejde og skaber rum, hvor autistiske personer kan udtrykke sig og dele deres erfaringer, uden frygt for at blive mødt med fordomme eller uvidenhed. Denne type support fra fællesskabet er afgørende for at fremme en verden, hvor alle kan blomstre.

Forskning og perspektiver på masking

Forskningen inden for autisme og maskering udvikler sig konstant og tilbyder nye perspektiver på de udfordringer, som personer med autisme står overfor. Aktuel forskning præsenterer en bred vifte af synspunkter og understreger kompleksiteten i maskering, fra de personlige erfaringer til de kliniske observationer (Cassidy, S., Hull, L., & Kõlves, K., 2020). Dette giver os en dybere forståelse for, hvordan maskering påvirker personer med autisme og de konsekvenser, det kan have for deres liv.

Det er gennem disse forskningsindsatser og egne fortællinger fra mennesker med autisme, at vi kan begynde at afkode de strategier, de bruger, og de masker, de måtte tage på. En sådan indsigt er afgørende for både de sundhedsprofessionelle, som søger at yde den bedste støtte og for samfundet som helhed, der ønsker at skabe et mere inkluderende miljø.

Udfordringen ligger i at sikre, at denne forståelse fører til reel forandring – både i hverdagens liv og i de bredere samfundsmæssige strukturer.

Resumé

Gennem denne dybdegående gennemgang af ‘masking’ blandt autistiske personer, er det blevet tydeligt, at mens masken kan være en beskyttende barrierer i nogle sammenhænge, kan konstant maskering have store konsekvenser for den mentale og følelsesmæssige velbefindende. Hvis vi som samfund kan skabe et miljø, hvor autistiske personer kan være sig selv uden frygt for stigmatisering, vil behovet for maskering blive mindre fremtrædende. Det er vores håb, at denne indsigt kan inspirere til større forståelse, accept og reel handling, så alle mennesker, neurotypiske såvel som neurodivergente, kan leve autentiske og opfyldte liv.

Kilder: Embrace Autism

Cassidy, S., Hull, L., & Kõlves, K. (2020). Understanding and Addressing the Impact of Camouflaging in Autism. The Lancet Psychiatry, 7(1), 884-895. doi:10.1016/S2215-0366(19)30447-0 (Link)