Mestringsstrategier hjælper børn og unge med at navigere i stress, angst og svære følelser, så hverdagen bliver mere overskuelig. Når presset stiger, kan små greb have stor effekt – især for børn og unge med autisme, ADHD eller angst, hvor gode strategier kan være afgørende for trivsel, læring og relationer.
Hvad er mestringsstrategier?
Mestringsstrategier (coping) er de bevidste eller automatiske metoder, mennesker bruger til at regulere følelser, håndtere krav og løse problemer. De spænder fra konkrete handlinger til mentale greb og kropslige teknikker. Strategierne kan være hjælpsomme – som at søge støtte, planlægge eller tage en pause – eller uhensigtsmæssige, fx at undgå situationer, der egentlig burde øves i.
I praksis skelnes ofte mellem tre hovedtyper:
- Problemfokuseret mestring: handlinger, der ændrer situationen (planlægning, struktur, forberedelse).
- Følelsesfokuseret mestring: regulering af indre tilstand (åndedræt, bevægelse, selvberoligelse).
- Menings- eller social mestring: at finde mening, perspektiv eller støtte i relationer (tale med en voksen, humor, fællesskab).
Mestringsstrategier er ikke et diagnosebegreb i DSM‑5/ICD‑11, men de er centrale for at forstå stress-, angst- og tilpasningsreaktioner. De udvikles og forfines over tid og bør vurderes i forhold til kontekst: Hvad hjælper, hvornår, og til hvilket formål?
Kendetegn og typiske udtryk
Mestring kommer til udtryk i adfærd, tanker og krop. Eksempler på hjælpemidler er:
- bryde opgaver ned i trin eller bruge en tjekliste
- række ud efter hjælp eller bekræftelse
- bruge positiv selvinstruktion: “Ét skridt ad gangen”
- planlagte pauser, vejrtrækningsøvelser eller kort fysisk aktivitet
- humor eller afledning i små doser
- sensorisk regulering: høretelefoner, solbriller, tyngdedyne, tyggehjælpemidler.
Uhensigtsmæssige strategier kan ses som undgåelse, rigiditet, konflikteskalering, skærmflugt, meltdown/shutdown eller følelsen af at “fryse” og blive tom indeni. Ofte er det tegn på, at kravene overstiger kapaciteten, og at barnet eller den unge mangler alternative mestringsmuligheder her og nu.
I praksis kan et barn i frikvarter søge et roligt hjørne og lytte til musik for at dæmpe sanseindtryk, før barnet vender tilbage til fællesskabet. En ung med præstationsangst kan have gavn af struktur og overblik: “Hvad er opgaven nu? Hvad er første skridt?”. Forældre og fagpersoner kan holde øje med tidlige signaler på overbelastning, fx rastløshed, øget tempo i tale, blankt blik, knyttede hænder eller irritabilitet. At reagere tidligt med en aftalt pause, et glas vand eller et stille sted kan forebygge, at det eskalerer.
Årsager og bagvedliggende faktorer
Mestringsstrategier udvikles i mødet mellem biologi og miljø. Arousal- og sansefølsomhed påvirker, hvor meget stimuli der skal til, før systemet bliver overfyldt. Eksekutive vanskeligheder (planlægning, fleksibilitet, igangsætning) kan gøre det svært at overskue opgaver og skifte strategi, selv når behovet er tydeligt. Mentaliserings- og overbliksvanskeligheder kan føre til misforståelser i sociale situationer og øge usikkerheden.
Der ses hyppig kobling til autisme, ADHD, angst, OCD og depression. Her kan krav, uforudsigelighed og sociale misforståelser belaste mestringskapaciteten. For eksempel kan en elev med autisme blive overvældet af skift i skema og støjniveau, mens en elev med ADHD kan kæmpe med impulskontrol og fastholdelse af en valgt strategi. Det er sjældent “manglende vilje” – som regel er det et misforhold mellem krav og tilgængelige strategier.
Pædagogiske og terapeutiske tilgange
Effektiv støtte begynder med kortlægning: Hvilke situationer bliver svære, hvilke triggere går igen, og hvilke styrker er allerede til stede? Et fælles sprog for signaler og pauser gør det lettere at samarbejde. Målet er at udvide det hjælpsomme repertoire, så barnet eller den unge har flere valg i pressede øjeblikke.
Nyttige tilgange og metoder:
- Kognitiv adfærdsterapi (KAT/CBT): identificere tanker, prøve alternative perspektiver og øve nye handlinger.
- Acceptance and Commitment Therapy (ACT): lære at rumme svære følelser og handle i retning af personlige værdier.
- DBT-færdigheder: følelsesregulering, krisetolerance og opmærksomhed på nuet.
- Low arousal-tilgang: rolig, ikke-konfronterende støtte, reducerede krav i akutte situationer.
- Struktur og visualisering: dagsplaner, visuelle trin-for-trin-instruktioner, tydelige start/stop-signaler.
- Sociale historier og konkrete rolleprøver: forberedelse til udfordrende situationer.
- Sensoriske tilpasninger: lydmiljø, lys, pauserum, bevægelse mellem opgaver.
- Coping-kasser og krise-/pauseplaner: individuelle “værktøjskasser” med aftalte greb.
I praksis kan en coping-kasse indeholde støjdæmpende høretelefoner, en note med åndedrætsøvelse (fx 4-4-6), en lille bold til håndstimulering, en liste over tre “hurtige hjælperutiner”, et kort med sætningen “Spørg om hjælp med tre ord” samt et lamineret pausekort. En pause-/kriseplan beskriver “trafiklys”: grøn (hvad holder mig i ro), gul (tidlige tegn og små greb) og rød (hvad voksne gør for at sikre tryghed og deeskalering).
Forældre og fagpersoner kan støtte ved at:
- modellere ro og kort, tydelig kommunikation (“Nu tager vi tre rolige vejrtrækninger, derefter trin 1..”)
- justere krav og give valg, så barnet bevarer oplevelsen af kontrol
- øve strategier i rolige øjeblikke, ikke kun når krisen er der
- give specifik feedback: “Det hjalp, at du brugte høretelefoner, før det blev for meget”
- evaluere sammen: Hvad virkede, hvad skal justeres?
Små skridt og gentagelser er nøglen. Når strategier gradvist automatiseres, frigøres mental energi til læring og relationer.
Betydning i hverdagen og perspektiv
Gennem kendskab til mestringsstrategier kan hjemmet og skole skabe rammer, der forebygger overload og understøtter deltagelse. Forudsigelighed, tydelige overgange og faste pauser kan være forskellen på en dag med konflikter og en dag med læring. Når voksne ser “problemadfærd” som et signal om overbelastning, fremfor ulydighed, opstår plads til nysgerrighed og løsning.
I en skolekontekst kan en elev få udleveret opgaveeksempler dagen før fremlæggelse, så fokus flyttes fra angst til forberedelse. I SFO kan en ung vælge et roligt værksted de første 10 minutter, før fælles aktiviteter. I hjemmet kan aftensmadssituationen blive lettere med en fast rækkefølge: først fem minutters ro, så mad, derefter kort skærmtid som overgang til lektier.
Et fælles, ikke-dømmende fokus på strategier styrker samarbejdet mellem unge, forældre og fagfolk. Det øger selvstændigheden, reducerer konflikter og kan forebygge skolefravær. Over tid skaber det mere robuste hverdage, hvor den unge oplever mestring, også når livet er komplekst.
Sammenfatning
Mestringsstrategier er lærbare og kontekstafhængige. Når de tilpasses den enkelte og øves systematisk, øges trivsel, fleksibilitet og deltagelse i fællesskaber. At styrke hjælpsomme strategier og erstatte skadelige mønstre giver ro og handlekraft for både barnet eller den unge og omgivelserne.
