Når mentaliseringen svigter: de tre ikke-mentaliserende tilstande

Mentalisering er skrøbelig. Under stress, angst og stærke følelser falder evnen til at se bag om adfærd ud, og vi ryger tilbage i mere primitive måder at opleve verden på. I mentaliseringsteorien kaldes de tilstande for de tre ikke-mentaliserende tilstande eller prementaliserende modes: psykisk ækvivalens, pretend mode og teleologisk mode.

To ting er vigtige at slå fast fra start. For det første er tilstandene ikke diagnoser eller faste kategorier, men dynamiske måder at fungere på under pres. For det andet havner vi alle i dem, børn som voksne, fagfolk som forældre. Det afgørende er at kunne genkende dem, hos den anden og hos sig selv, for hver tilstand kalder på sit eget svar.

Hvorfor svigter mentaliseringen?

Den kontrollerede mentalisering er en langsom, refleksiv proces, og netop den svækkes, når alarmberedskabet aktiveres. Ved høj arousal, altså stress, angst, vrede eller oplevet trussel, skifter hjernen til hurtige, automatiske reaktioner. Det er ikke en fejl, det er sådan, mennesker er bygget. Det betyder, at mentaliseringsevnen svækkes, når arousal er høj, og at pressede mennesker derfor har sværere ved at forstå både sig selv og andre. Derfor er det første skridt i enhver svær situation altid at få arousal ned.

Psykisk ækvivalens: tanker bliver til virkelighed

I psykisk ækvivalens er indre og ydre det samme. En tanke eller følelse opleves ikke som en tanke, men som en kendsgerning: Føler jeg, at ingen kan lide mig, så er det sandt. Der er ingen afstand mellem oplevelsen og virkeligheden, og derfor er tilstanden så smertefuld: alt det svære er bogstaveligt talt sandt.

Eksempel: En ung får en enkelt skæv bemærkning i klassen og er derefter hundrede procent sikker på, at hele klassen hader hende. Det hjælper ikke at argumentere, for beviserne opleves som overvældende. Diskuterer du kendsgerningen, bekræfter du bare, at du ikke forstår.

Det, der hjælper: Anerkend følelsen uden at bekræfte konklusionen. Det lyder som en virkelig hård dag. Fortæl mig, hvad der skete. Skab ro, og vent med nuancerne, til der igen er afstand mellem følelse og fakta.

Pretend mode: ord uden forbindelse

I pretend mode er tanker og følelser koblet fra virkeligheden. Personen kan tale længe, klogt og velformuleret om sig selv og sine problemer, men uden at ordene rører noget. Det ligner mentalisering, og det er fælden: Samtalen kører i flotte begreber, mens intet flytter sig. Tilstanden efterlader ofte en fornemmelse af tomhed eller uvirkelighed, hos begge parter.

Eksempel: En ung fortæller for tiende gang, flydende og distanceret, om sine udfordringer med struktur, næsten som var det en andens historie. Samtalerne er behagelige, men der sker aldrig noget.

Det, der hjælper: Bring samtalen nænsomt tilbage til noget konkret og følt. Du siger, det er svært om morgenen. Hvad skete der helt konkret i morges? Hvad mærkede du i kroppen? Jo mere specifik og sanselig samtalen bliver, jo sværere er det at blive i det frakoblede.

Teleologisk mode: kun handlinger tæller

I teleologisk mode er det kun det håndgribelige, der gælder. Intentioner, følelser og ord er ligegyldige, hvis de ikke viser sig i konkret, fysisk handling. Omsorg måles i, hvad du gør, ikke i hvad du mener: Hvis du virkelig ville hjælpe mig, ville du gøre det nu.

Eksempel: En ung i krise kan kun falde til ro, hvis den voksne gør noget konkret med det samme, fx ringer hjem eller finder et roligt sted. En plan om at tale om det i morgen opleves som en afvisning, uanset hvor velment den er.

Det, der hjælper: Vis din hensigt gennem forudsigelige, konkrete handlinger, og hold samtidig fast i rammerne. Små, sikre handlinger, der leveres som lovet, bygger den tillid, der efterhånden gør ord troværdige igen.

Når det er dig selv, der ryger i dem

Fagfolk er ikke immune. Når du midt i en konflikt tænker, at den elev gør det med vilje, er du selv i psykisk ækvivalens: din tolkning føles som en kendsgerning. Når personalemødet analyserer et barn i timevis uden nogensinde at ændre praksis, kan det være kollektiv pretend mode. Og når vi kun kan se løsninger i form af nye skemaer, sanktioner eller tiltag her og nu, er vi i teleologisk mode. At genkende tilstandene hos sig selv, uden skam, er en af de vigtigste professionelle kompetencer på området.

Sådan genopretter du mentalisering

Vejen tilbage følger i store træk samme rækkefølge, men vægten på de enkelte trin afhænger af, hvilken tilstand der er tale om.

• Reguler først: sænk tempo, stemme og krav, og få arousal ned, hos den anden og dig selv
• Anerkend følelsen, uden at diskutere konklusionen
• Vent med refleksionen, til der er ro: timing er alt
• Undersøg så, konkret og nysgerrigt: hvad skete der, og hvad mærkede du?
• Reparér bagefter, hvis relationen fik et knæk undervejs

Vil du træne at genkende og arbejde med de tre tilstande i din egen praksis, er det en central del af vores kursus i mentalisering for fagfolk. Du kan også læse mere om den samlede tilgang i artiklen om mentaliseringsbaseret pædagogik.

Kilder og videre læsning: Psykiatrifonden, Social- og Boligstyrelsen.