Mentaliseringsbaseret pædagogik i praksis

Mentaliseringsbaseret pædagogik omsætter mentaliseringsteorien til konkret hverdagspraksis. Kernen er, at udvikling og trivsel opstår i relationer, hvor barnet oplever at blive set og forstået indefra. Det er ikke en metode med faste trin og skemaer, men en grundholdning, du bringer med ind i hver eneste situation, og netop derfor er den krævende.

I denne artikel gennemgår vi tilgangens grundprincipper, de konkrete greb i hverdagen, arbejdet med din egen mentalisering og de klassiske faldgruber.

Hvad er mentaliseringsbaseret pædagogik?

Tilgangen bygger på to antagelser. Den første: Al adfærd udspringer af mentale tilstande og kan forstås gennem barnets følelser, tanker og intentioner. Den anden: Mentalisering avler mentalisering. Når du møder et barn mentaliserende, lærer barnet gradvist selv at mentalisere, ligesom det omvendt lukker ned, når det mødes af skæld ud og hurtige tolkninger.

Målet er dobbelt: dels at barnet udvikler selvforståelse, følelsesregulering og evnen til at forstå andre, dels at der omkring barnet står voksne, der kan bevare deres egen mentalisering, også under pres. Derfor arbejder mentaliseringsbaseret pædagogik altid i to retninger på én gang: udad mod barnet og indad mod dig selv.

Grundholdningen: nysgerrig, ikke-vidende og ligeværdig

Det bærende element er en holdning, ikke en teknik. Den nysgerrige, ikke-vidende position betyder, at du ikke antager, at du på forhånd ved, hvad der foregår i barnet. Du undersøger det, sammen med barnet, og du er parat til at blive klogere undervejs. Ligeværdigheden betyder, at barnets oplevelse tages lige så alvorligt som din, også når I ser helt forskelligt på situationen.

Den holdning smitter. Når du er ægte nysgerrig i stedet for dømmende, bliver det trygt for barnet at kigge indad, og det er dér, udviklingen sker. Omvendt kan børn lynhurtigt mærke, når nysgerrigheden er spil for galleriet og konklusionen allerede er truffet.

Adfærd som kommunikation

I mentaliseringsbaseret pædagogik ses al adfærd som kommunikation. Bag råben, fravær, opgivenhed eller vrede ligger som regel en følelse eller et behov, der ikke kan sættes ord på. Opgaven er ikke at fjerne adfærden hurtigst muligt, men at hjælpe barnet med at forbinde adfærden med den indre tilstand: Du blev så vred, da vi skiftede planen. Jeg tænker, det var fordi, du havde glædet dig. Skulle vi have sagt det tidligere?

Det betyder ikke, at alt er tilladt. Rammer og grænser er en del af trygheden. Forskellen er, at grænsen sættes med barnets indre verden for øje: Jeg stopper dig, fordi det her ikke er okay, og jeg vil gerne forstå, hvad der skete.

Regulering før forståelse

En af tilgangens vigtigste indsigter er rækkefølgen: Under høj arousal svigter mentaliseringen, hos barnet og hos dig. Et barn i affekt kan ikke reflektere, og en presset voksen kan ikke mentalisere. Derfor er første skridt som hovedregel regulering: sænk tempoet og stemmen, skru ned for krav og stimuli, og hjælp kroppen til ro. Er der akut fare, eller mistanke om sygdom eller smerte, går det forud. Først når arousal er faldet, giver det mening at tale om, hvad der skete. Samtaler taget midt i en affektstorm fører ofte til nye konflikter.

Konkrete greb i hverdagen

Grundholdningen omsættes gennem en række genkendelige greb:

• Sæt ord på det indre: Jeg kan se, du blev ked af det. Var det, fordi ...?
• Anerkend følelsen, før du forholder dig til handlingen. Følelsen er virkelig for den unge, også når handlingen ikke er i orden.
• Undersøg med åbne, konkrete spørgsmål: hvad skete der lige før? Hvad mærkede du?
• Tjek dine tolkninger højt: Jeg tænker, det var fordi ... Passer det, eller tager jeg fejl?
• Brug pauser aktivt, og vend tilbage til det svære, når der er ro
• Reparér relationen efter konflikter, også når du selv trådte forkert: Jeg blev for skarp før, undskyld

Det sidste punkt er vigtigere, end det ser ud. Reparationen efter et brud lærer barnet, at relationer kan holde til fejl, og at voksne også kigger indad. Det er mentalisering i praksis.

Din egen mentalisering: triggere og sparring

Det hårdeste arbejde ligger hos dig selv. Alle fagpersoner har triggere: bestemte typer adfærd, bestemte sætninger, bestemte situationer, hvor mentaliseringen ryger, og autopiloten tager over. At kende sine egne triggere er derfor en professionel kernekompetence, ikke en privatsag.

I praksis kræver det et miljø, hvor det er legitimt at sige højt: Jeg mistede den i situationen i går. Kollegial sparring, hvor man sammen mentaliserer barnet, og hinanden, er den vigtigste vedligeholdelse af en mentaliserende kultur. Ingen kan mentalisere alene hele dagen, hver dag.

Klassiske faldgruber

• At tro man ved: hurtige tolkninger klædt ud som forståelse. Modgiften er at tjekke tolkningen med barnet
• Overmentalisering: endeløse analyser af motiver, der mest handler om den voksnes behov for at forstå. Nogle gange er et barn bare træt
• At tale om følelser midt i affekt: regulering kommer altid først
• At droppe rammerne: mentalisering uden grænser bliver utrygt. Grænser uden mentalisering bliver hårdt. Børn har brug for begge dele

Mentaliseringsbaseret pædagogik på specialområdet

For børn og unge med autisme og ADHD er tilgangen særligt værdifuld, fordi deres adfærd så ofte fejltolkes som vilje, dovenskab eller trods. En mentaliserende voksen leder efter overbelastningen, uforudsigeligheden eller de eksekutive vanskeligheder bag adfærden og justerer rammerne derefter. Det er den kultur, vi arbejder efter på vores STU-afdelinger, og som vi underviser i på vores kursus i mentalisering for fagfolk.

Vil du dybere ned i teorien, så læs også hvad er mentalisering? og artiklen om de tre ikke-mentaliserende tilstande, som beskriver, hvad der sker, når mentaliseringen svigter.

Kilder og videre læsning: Psykiatrifonden, emu.dk: Særlige elevgrupper.