Hvad er ICD-10?
ICD-10 er WHO’s internationale system til klassifikation af sygdomme og helbredsrelaterede problemer. Hver lidelse har en kode og en beskrivelse, der angiver centrale symptomer og kriterier. Det gør det muligt for læger, psykologer og andre fagprofessionelle at stille ensartede diagnoser, dokumentere forløb og planlægge relevant behandling.
I praksis betyder det, at en diagnose ikke alene bygger på en fagpersons vurdering, men på et internationalt aftalt grundlag. Det styrker kvaliteten i udredning og sikrer, at data kan bruges til både individuel hjælp og samfundsmæssig planlægning. Selvom ICD-10 gradvist afløses af nyere udgaver i nogle lande, bruges det fortsat bredt i klinik, forskning og forvaltning.
ICD-10 favner hele spektret af helbredsproblemer – fra somatiske sygdomme til mentale og adfærdsmæssige vanskeligheder. I pædagogiske og psykologiske sammenhænge er det især kapitlet om psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, der er centralt. Her beskrives blandt andet udviklingsforstyrrelser, opmærksomhedsproblemer, angstlidelser, affektive tilstande og adfærdsvanskeligheder.
I skolen kan en ICD-10-diagnose være med til at forklare, hvorfor en elev kæmper med koncentration, planlægning eller sociale signaler. Et barn med autisme kan for eksempel have behov for tydelig struktur og visuel støtte, mens en ung med ADHD kan have gavn af korte, overskuelige opgaver og hyppige pauser. Forløb med angst kan vise sig som kropslige symptomer, skolevægring eller udtalt bekymring, der kræver både psykoedukation og gradvis eksponering.
Hos unge med udviklingsmæssige udfordringer hjælper ICD-10 med at skelne mellem det forventelige i en given udviklingsfase og tegn på en egentlig lidelse, der kræver målrettet støtte. Det gør det lettere at skabe realistiske forventninger, tilpasse krav og etablerer et fælles grundlag for samarbejde mellem skole, hjem og behandlingssystem.
