Hvad er DSM-5?
DSM-5 er den femte udgave af American Psychiatric Association’s diagnostiske manual. Den bruges til at beskrive og klassificere psykiske lidelser, så fagfolk kan tale om de samme fænomener på en systematisk og ensartet måde. Mens DSM-5 anvendes i USA, er det på nuværende tidspunkt ICD-11, som er gældende for diagnosticering i Danmark.
Formålet med DSM-5 er at skabe klare kriterier for diagnoser, så vurderinger ikke kun bygger på mavefornemmelser eller personlige tolkninger. Manualen beskriver, hvilke symptomer der skal være til stede, hvor længe de skal have stået på, og hvordan de påvirker hverdagen, for at der kan stilles en bestemt diagnose.
DSM-5 bliver brugt både i klinisk praksis og i forskning. I praksis hjælper den psykologer, psykiatere og andre fagpersoner med at stille diagnoser. I forskning sikrer den, at studier om fx autisme, ADHD eller depression undersøger nogenlunde de samme typer vanskeligheder, så resultater kan sammenlignes på tværs af lande og fagmiljøer.
For forældre, lærere og pædagoger betyder det, at ord som “autismespektrumforstyrrelse”, “ADHD” eller “angstlidelse” ikke bare er løse beskrivelser, men kategorier med ret præcise kriterier bag sig.
Kendetegn og typiske udtryk
DSM-5 er bygget op i kapitler, der samler beslægtede diagnoser. Der findes blandt andet kapitler om neuroudviklingsforstyrrelser (som autisme og ADHD), angstlidelser, affektive lidelser (som depression og bipolar lidelse), samt traume- og stressrelaterede tilstande.
Hver diagnose i DSM-5 har et sæt kriterier. Et kriteriesæt beskriver:
- Hvilke symptomer der typisk ses
- Hvor mange af symptomerne der skal være til stede
- Hvor længe de skal have stået på
- I hvor høj grad de skal påvirke funktion i fx skole, arbejde, socialt liv eller familieliv
Eksempelvis beskrives autisme i DSM-5 som en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, hvor der både er vanskeligheder i social kommunikation og sociale relationer, og et mønster af begrænsede, repetitive interesser eller adfærd. Der lægges vægt på, hvordan barnet, den unge eller voksne fungerer i hverdagen: Er der behov for omfattende støtte, eller kan personen klare sig med mindre tilpasninger?
Ved ADHD beskrives kernesymptomer som opmærksomhedsvanskeligheder, impulsivitet og hyperaktivitet. DSM-5 skelner mellem forskellige præsentationer (primært uopmærksom, primært hyperaktiv/impulsiv eller kombineret) og betoner, at symptomerne skal ses i flere arenaer, fx både hjemme og i skole.
Når det gælder angstlidelser, arbejder DSM-5 med en række specifikke diagnoser såsom generaliseret angst, social angst, separationsangst og fobier. Her er det både symptomernes indhold (hvad der vækker angst) og intensitet (hvor hæmmende angsten er), der er centrale.
På den måde skaber DSM-5 et fælles sprog på tværs af faggrupper. Samtidig betyder det, at beskrivelsen af et barn eller en voksen ofte bliver bundet op på netop disse kriterier, hvilket både kan være en hjælp og en begrænsning.
Årsager og bagvedliggende faktorer
En vigtig pointe er, at DSM-5 primært beskriver, hvad man kan se og høre – altså symptomer og mønstre i adfærd, tanker og følelser. Manualen siger meget lidt om, hvorfor vanskelighederne er opstået.
Når en person får en diagnose som autisme, ADHD eller en angstlidelse, er det derfor ikke det samme som at have en forklaring. Diagnosen siger noget om, hvordan vanskelighederne ser ud, og hvordan de påvirker hverdagen. Den siger ikke i sig selv, om årsagen er biologisk, psykologisk eller miljømæssig – eller en kombination.
I praksis bliver DSM-5-diagnoser ofte koblet sammen med viden om:
- Biologiske faktorer, fx arvelighed, hjernens udvikling, graviditets- og fødselsforløb
- Kognitive faktorer, fx hvordan barnet eller den voksne bearbejder information, regulerer opmærksomhed eller tolker sociale situationer
- Miljømæssige faktorer, fx familiedynamik, traumer, stress, skolemiljø, mobning eller manglende støtte
For et barn med autisme kan diagnosen fx pege på medfødte anderledes måder at bearbejde sanseindtryk og social information på. Men det er også væsentligt, om barnet mødes med forståelse og tilpasning, eller om omverdenen stiller krav, der hele tiden overstiger barnets ressourcer.
For en ung med angst kan DSM-5 hjælpe med at identificere, om der er tale om fx social angst eller generaliseret angst. Årsagerne vil dog typisk skulle forstås i lyset af både temperament, livshistorie, belastninger og lærte mønstre.
Pædagogiske og terapeutiske tilgange
Når en diagnose er stillet ud fra DSM-5, åbner det ofte for mere målrettede indsatser. Diagnosen kan bruges som en slags pejlemærke for, hvad der typisk hjælper, samtidig med at den enkelte altid må ses som mere end sin diagnose.
I pædagogisk og terapeutisk praksis kan DSM-5-diagnoser blandt andet hjælpe med at:
- Vælge relevante metoder, fx kognitiv adfærdsterapi (KAT) ved angst og depression
- Identificere behov for struktur, visualisering og forudsigelighed, som ofte er hjælpsomt ved autisme og ADHD
- Planlægge social træning og støtte til sociale færdigheder, når der er vanskeligheder med samspil og kommunikation
- Tilrettelægge støtte i skole og dagtilbud, fx differentierede opgaver, pauser, tydelige regler og ro til fordybelse
For et barn med autisme kan DSM-5-diagnosen fx være udgangspunkt for at indføre visuelle dagsplaner, tydelige rutiner, skærmning fra overstimulering og træning i at forstå sociale signaler. Det kan gøre en stor forskel for barnets trivsel, at omgivelserne forstår, hvorfor barnet reagerer, som det gør.
For en elev med ADHD kan diagnosen føre til konkrete justeringer i klassen: kortere instruktioner, mulighed for små bevægepauser, brug af timer, faste aftaler om afleveringer og tæt opfølgning. I behandlingsregi kan der suppleres med psykoedukation, KAT og eventuelt medicinsk behandling.
I terapien kan DSM-5 give et fælles udgangspunkt for samtale: Hvilke symptomer går igen? Hvordan påvirker de hverdagen? Hvad er personens egne mål? Samtidig er det afgørende, at samtalen ikke reduceres til symptomer, men også rummer ressourcer, håb og identitet.
Betydning i hverdagen og perspektiv
For personer, der får en diagnose, og for deres pårørende, kan DSM-5 både være en lettelse og en udfordring. En diagnose kan skabe sprog for noget, der længe har været svært at forstå: “Det er ikke dovenskab eller dårlig opdragelse – der er en forklaringsramme.”
Når lærere, pædagoger og behandlere bruger DSM-5 bevidst, kan det hjælpe med at reducere skyld og skam. Et barn med ADHD, der har svært ved at sidde stille og holde fokus, har ikke valgt det. En ung med social angst undgår ikke fællesskaber for at være besværlig, men fordi angsten bliver overvældende.
Kendskab til DSM-5 kan også styrke samarbejdet mellem familie og fagfolk. Når alle parter taler ud fra nogenlunde samme forståelse af, hvad diagnosen indebærer, bliver det lettere at lægge realistiske planer: Hvad kan forventes nu? Hvilken støtte er nødvendig? Hvordan kan krav tilpasses?
Samtidig er der vigtige kritiske perspektiver. DSM-5 beskriver kategorier, men menneskers oplevelser er ofte mere flydende. To børn med samme diagnose kan fungere vidt forskelligt. Der er risiko for, at diagnosen bliver en fast label, der skygger for barnets eller den voksnes personlighed, drømme og potentialer.
En balanceret brug af DSM-5 indebærer derfor både respekt for den viden, manualen giver, og opmærksomhed på det, den ikke kan rumme: den enkeltes livshistorie, relationer, værdier og håb for fremtiden.
Sammenfatning
DSM-5 er et centralt redskab i moderne psykologi og psykiatri. Manualen giver fælles sprog og struktur til diagnosticering af psykiske vanskeligheder og gør det muligt at koordinere støtte, behandling og forskning på tværs af faggrupper og lande. Det er dog vigtigt at huske, at det er ICD-11, der bruges i Danmark.
Samtidig er DSM-5 kun ét perspektiv blandt flere. Den beskriver symptomer og mønstre, men ikke hele mennesket og ikke alle årsager. I pædagogisk og terapeutisk praksis kan diagnoser bruges til at vælge relevante indsatser som KAT, struktur, visualisering og social træning – men effekten afhænger af, om indsatsen tilpasses den konkrete person og kontekst.
Når DSM-5 bruges som et fagligt værktøj og ikke som en endelig sandhed om, hvem et menneske er, kan manualen støtte forståelse, mindske skyld og styrke samarbejdet mellem barnet eller den voksne, de pårørende og de professionelle. Kombinationen af diagnoseviden og blik for individet rummer det bedste af begge verdener: faglig klarhed og menneskelig fleksibilitet.
