Undgåelsesadfærd

Hvad er undgåelsesadfærd?

Undgåelsesadfærd dækker handlinger, hvor en person undgår bestemte situationer, stimuli eller indre oplevelser for at reducere ubehag her og nu. Det kan være at blive hjemme fra skole for at slippe for gruppearbejde, at lade være med at række hånden op af frygt for at rødme, eller at skifte emne, når kroppen signalerer uro. Den umiddelbare ro fungerer som en stærk belønning og øger sandsynligheden for, at undgåelsen gentager sig næste gang noget føles svært.

Fagligt betragtes undgåelsesadfærd som en kortsigtet strategi, der forhindrer læring af, at ubehaget kan tåles, og at situationen måske er mindre farlig end antaget. Hver gang man undgår, mister man muligheden for at få nye, korrigerende erfaringer. Over tid kan det betyde, at angst og usikkerhed fylder mere, mens mod og færdigheder svækkes.

Kendetegn og typiske udtryk

Undgåelse kan være tydelig: skolefravær, at forlade et klasselokale, at sige nej til sociale arrangementer. Den kan også være subtil: at komme for sent, gemme sig bag humor, lade telefonen tage fokus, eller blive “hjælpsom” for at slippe for egne opgaver. Nogle skifter til en strategi med perfektionisme og udskydelse, så opgaver aldrig afsluttes, fordi “det ikke er helt klar endnu”.

I skolen ses undgåelsesadfærd ofte omkring kravfyldte situationer: oplæg, læsning højt, skriftlige prøver, gruppearbejde eller skift mellem aktiviteter. Fysiske symptomer som hovedpine, mavepine eller pludselig træthed optræder hyppigt, og er reelle kropslige reaktioner på stress – ikke tegn på dovenskab. Hos nogle kommer undgåelsen ud som modstand eller vrede: at diskutere, hæve stemmen eller forlade rummet, fordi kroppen er i kamp-flugt-beredskab.

Undgåelse kan også rette sig mod indre oplevelser: at undgå at mærke angst ved konstant at høre musik, at undgå tanker ved at scrolle, eller at undgå følelser ved at holde sig hyperoptaget. Såkaldt sikkerhedsadfærd – fx. altid at have en ven ved siden af, eller kun at deltage, hvis læreren giver særlige vilkår – kan mindske ubehag nu, men vedligeholde afhængighed og usikkerhed.

Årsager og bagvedliggende faktorer

Undgåelse opstår i samspillet mellem biologi, tænkning og miljø. Nogle mennesker har en mere følsom alarm i nervesystemet, et temperament præget af tilbageholdenhed eller sensoriske sårbarheder. For dem kan almindelige skolelyde, skarpt lys eller tætte tidsrammer opleves ekstra belastende.

Kognitive mønstre spiller også ind. Katastrofetanker (“jeg dummer mig”), opmærksomhedsbias mod fare, og lav tolerance for usikkerhed øger sandsynligheden for undgåelse. Når hjernen forventer det værste, føles tilbagetrækning rationel.

Miljøet kan forstærke mønstrene. Uforudsigelighed, hårde sanktioner, socialt pres eller manglende pauser gør, at undgåelse bliver en effektiv “løsning”. En historie med nederlag, mobning eller fejlafstraffelse skaber forståeligt nok mere beskyttelsesadfærd.

Undgåelsesadfærd ses ofte sammen med angstlidelser, autisme og ADHD. Ved angst er undgåelse et kerneproblem. Ved autisme kan skift, sanseindtryk og sociale koder kræve ekstra energi, hvilket øger behovet for at trække sig. Ved ADHD kan udfordringer med eksekutive funktioner, tidshåndtering og arbejdsstart føre til udskydelse og flugt fra krav. Komorbiditet betyder, at indsatsen skal tilpasses individuelt.

Pædagogiske og terapeutiske tilgange

En hjælpsom tilgang kombinerer forståelse, struktur og gradvis træning i at håndtere ubehag. Formålet er ikke at presse igennem, men at opbygge færdigheder og tryghed, så modet kan vokse.

Kognitiv Adfærdsterapi (KAT) og gradvis eksponering

KAT arbejder med sammenhængen mellem tanker, følelser, krop og handling. Ved gradvis eksponering opstilles små, realistiske trin, der udfordrer undgåelsen i et tempo, som kan mestres: fra at sidde kortvarigt i klasselokalet til at deltage aktivt i gruppearbejde. Fokus er på at lære, at ubehag kan tåles, og at angstkurven falder, når man bliver i situationen. Kognitive strategier som at omformulere katastrofetanker, registrere fremskridt og lave adfærdseksperimenter understøtter processen.

Struktur og forudsigelighed i hverdagen

Klare rammer reducerer behovet for undgåelse. Forudsigelige skemaer, tydelige mål og synliggørelse af trin giver kontrol. Små doser af krav, kombineret med valg og pauser skaber handlekraft. I skolen hjælper det at aftale faste ind- og udgange til svære situationer, fx en rolig base, og at arbejde med planlagte “first-then”-opgaver, så progression er synlig.

Visualisering og konkrete støtter

Visuelle dagsplaner, time timers, farvekoder for sværhedsgrad og overskuelige tjeklister gør abstrakte opgaver håndgribelige. Sociale historier og video-modellering kan forberede på nye situationer. En simpel skala fra 0-10 for ubehag hjælper med at dosere udfordringer og registrere, at ubehag ofte falder over tid.

Social læring og fællesskabsstøtte

Mennesker lærer af mennesker. At se en jævnaldrende løse en opgave, at øve via rollespil eller at gennemføre en aktivitet sammen med en tryg voksen kan sænke barrieren. Positiv, specifik feedback (“du blev i situationen i tre minutter, selv om det var svært”) styrker mod og mestringstro.

Samarbejde, co-regulering og sikkerhed

Ægte samarbejde med barnet/den unge, forældre og fagfolk er afgørende. Validering af ubehag (“det giver mening, at det føles svært”) kombineret med gentle nudging (“hvilket lille skridt kan tages i dag?”) skaber psykologisk tryghed. Co-regulering – at give ro gennem tonefald, tempo og tilstedeværelse – hjælper nervesystemet ned i et læringsparat niveau. Eksponering bør altid være informeret, frivillig og gennemskuelig.

Løbende evaluering

En enkel funktionsanalyse (hvad sker lige før, under og efter adfærden?) afdækker, hvad undgåelsen “køber” her og nu. Små data – korte logninger, selvvurderinger og mål for deltagelse – gør det muligt at justere, før problemer vokser.

Betydning i hverdagen og perspektiv

Når undgåelsesadfærd forstås som en strategi for at håndtere ubehag – ikke som dovenskab – ændres dialogen. I hjemmet giver det mulighed for at forhandle overskuelige skridt og planlagte pauser, i stedet for gentagne konflikter. I skolen kan opgaver differentieres, overgange gøres blidere, og sociale rammer tilpasses, så elever gradvist træder længere frem.

Et blik for undgåelsesmønstre styrker relationer. Den unge, der altid “glemmer” idrætstøjet, kan vise sig at være overvældet af omklædningssituationen. Eleven, der bliver klassens klovn ved svære emner, kan beskytte sig mod at fejle. Når intentionen bag adfærden ses, bliver det lettere at tilbyde relevant støtte – og at forvente meningsfuld indsats.

På længere sigt skaber arbejdet med undgåelse flere erfaringer med at klare udfordringer, ikke fordi ubehaget forsvinder, men fordi færdighederne vokser: at mærke uro uden at flygte, at bruge strategier, og at stå i noget svært lidt længere end i går. Samspillet mellem unge, forældre og fagfolk er centralt, fordi de små skridt skal holdes og gentages på tværs af arenaer for at få effekt.

Sammenfatning

Undgåelsesadfærd reducerer ubehag nu og her, men kan fastholde angst og begrænse udvikling over tid. Den viser sig i alt fra fravær og udskydelse til subtile strategier som perfektionisme og sikkerhedsadfærd. Årsagerne ligger i et samspil mellem biologisk sårbarhed, kognitive mønstre og miljøets krav, og ses ofte sammen med angstlidelser, autisme og ADHD.

Indsatser, der kombinerer Kognitiv Adfærdsterapi med tydelig struktur, visualisering, social læring og trygt samarbejde, kan bryde undgåelsescirklen. Små, gennemskuelige skridt, gentagne succeser og validering af ubehag bygger mod, kompetence og deltagelse. Med et fælles, empatisk blik kan børn og unge få mere plads til læring, relationer og trivsel – uden at ubehag skal styre retningen.

Kilder: Stefan G Hofmann, Jasper A J Smits, Haugland, B. S. M., Raknes, S., Haaland, A. T., Wergeland, G. J., Bjaastad, J. F., Baste, V., Himle, J., Rapee, R., & Hoffart, A., Verywellmind