Hvad er komorbiditet?

Komorbiditet betyder, at en person har to eller flere psykiske eller somatiske lidelser på samme tid. I både DSM-5 og ICD-11 kan flere diagnoser registreres samtidig, hvis hvert enkelt sæt kriterier er opfyldt. Det er for eksempel muligt at have både autisme og ADHD, eller angst og depression, og begge dele skal vurderes og behandles i egen ret. Komorbiditet handler ikke om “én hovedlidelse med lidt ekstra”, men om parallelle tilstande, der hver især påvirker funktion, trivsel og deltagelse.

Kendetegn og typiske udtryk

Komorbiditet skaber ofte overlappende symptomer, der kan forstærke hinanden. Uro kan blive til modstand, når barnet samtidig er rigidt og ængsteligt. Træthed og koncentrationsproblemer kan skyldes både søvnbesvær, angst og medicinske forhold. Resultatet er sammensatte profiler, hvor én enkelt forklaring sjældent rækker.

  • Et barn med ADHD og dysleksi kan undgå læsning, blive urolig og virke trodsig. Det kan ligne manglende vilje, men er ofte en kombination af læsevanskeligheder, mental udtrætning og impulsivitet.
  • En ung med autisme og angst kan have stort behov for forudsigelighed. Ved skift, gruppearbejde eller inddragelse i nye aktiviteter kan belastningen tippe over og føre til meltdown, hvor reguleringen bryder sammen.
  • Et barn med Tourettes og OCD kan bruge tid på ritualer og samtidig have tics, hvilket skaber stress og forstærker uroen i klasselokalet.
  • Ved depression og somatiske smerter kan energiniveauet være lavt, og barnet kan klage over hovedpine eller mavepine. Det kan misforstås som pjæk, selv om der er reelle symptomer og behov for støtte.

I hverdagen ses komorbiditet som svigtende udholdenhed, konflikter i overgange, vanskeligheder ved selvstændige opgaver og større behov for pauser. Fagpersoner og forældre kan være opmærksomme på, om et problem fylder uforholdsmæssigt meget på tværs af situationer, og om flere typer strategier er nødvendige samtidig.

Årsager og bagvedliggende faktorer

Flere spor kan føre til komorbiditet:

  • Fælles genetiske og neurobiologiske risikofaktorer kan give en øget sårbarhed for flere tilstande. Mange diagnoser deler træk som påvirket eksekutiv funktion, følelsesregulering og opmærksomhedsstyring.
  • Sensorisk sensitivitet kan forstærke stress og udmattelse, som igen kan trigge angst, undgåelse og nedsat deltagelse.
  • Miljøfaktorer spiller en betydelig rolle. Traumer, mobning, skiftende voksne, uforudsigelige rammer eller vedvarende høje krav uden passende støtte kan forværre eksisterende sårbarheder.
  • Udredningspraksis kan påvirke billedet. Nogle gange overskygger en tydelig diagnose andre vanskeligheder (diagnostisk overshadowing), eller der mangler systematisk screening for komorbide tilstande. Omvendt kan et barn få en ekstra diagnose, hvor målrettet pædagogisk tilpasning kunne have reduceret symptomerne.

Samlet peger forskningen på et samspil mellem biologi, udvikling og miljø. Det er sjældent enten-eller, men et både-og, hvor flere faktorer bidrager til den samlede belastning.

Pædagogiske og terapeutiske tilgange

En helhedsorienteret plan er afgørende ved komorbiditet. Fokus ligger på at prioritere indsatser, tilpasse rammerne og koordinere indsatsen på tværs af hjem, skole og behandling.

  • Prioritering og koordinering: Afklar de mest indgribende problemer først (fx angst, der blokerer for deltagelse), og aftal klare roller mellem forældre, skole og behandlere. Fælles mål og regelmæssig status forebygger dobbeltarbejde og modstridende krav.
  • Tilpas læringsmiljøet: Skab tydelig struktur, forudsigelighed og visualisering af skema, regler og opgaver. Brug tydelige start- og stopmarkører, og del opgaver op i mindre trin for at mindske kognitiv belastning.
  • Low arousal: Bevar roligt stemmeleje, brug korte beskeder, undgå unødvendig konfrontation, og giv tid til regulering. Mindre pres og flere valgmuligheder kan afværge konflikter og meltdown.
  • Psykoedukation og KAT: Giv barnet og familien viden om symptomer og mekanismer, så tegn genkendes tidligt. Kognitiv adfærdsterapi kan målrettes angst, OCD og depression; arbejdet tilpasses opmærksomhedsprofil og sprogforståelse.
  • Social læring og mestringsstrategier: Træn konkrete færdigheder som planlægning, selvmonitorering og konflikthåndtering. Brug modeller, rollespil og guidede øvelser. Etabler mestringskort med “hvad gør jeg når…”.
  • Sansepauser og regulering: Indret adgang til rolige zoner, bevægelses- og sansepauser. Aftal faste tidspunkter og tydelige signaler for pauser for at forebygge overstimulering.
  • Medicinsk behandling og træning af voksne: Medicin kan være relevant ved fx ADHD, depression eller svær angst. Samtidig er træning af forældre og lærere i strategi-brug ofte afgørende for effekt i hverdagen.
  • Differentierede mål og evaluering: Sæt få, konkrete mål, der tager højde for alle væsentlige behov. Brug data fra observation, elevens egen vurdering og skole-hjem-dialog til at justere indsatsen.
  • Krise- og overgangsplaner: Forbered skift (nye lærere, lokaler, ferieperioder) med overgangsbesøg, sociale historier og tydelige forventninger. Hav en enkel plan for, hvad der gøres ved overbelastning.

Praksisnær støtte kan være, at en elev med ADHD og dysleksi får lydbøger, kortere læsestykker, tydelige instruktioner og et aftalt signal for mikropauser. En ung med autisme og angst kan have gavn af visuelle dagsplaner, “før-under-efter”-støtte til skift, gradvis eksponering for svære situationer og muligheden for at trække sig uden at føle nederlag.

Betydning i hverdagen og perspektiv

Når komorbiditet anerkendes, falder fejltolkninger som “vil ikke” ofte bort til fordel for “kan ikke endnu”. Det giver mere realistiske forventninger, bedre prioriteringer og en klarere fordeling af ansvar. Ambitionen er ikke at fjerne alle symptomer, men at øge deltagelse, læring og trivsel på en bæredygtig måde.

Et fælles sprog gør samarbejdet stærkere. Når forældre, lærere og behandlere taler om de samme mål og strategier, oplever barnet større sammenhæng. Den unges eget perspektiv er centralt: Hvad hjælper? Hvad er svært? Hvilke løsninger opleves meningsfulde? Involvering øger motivation og ejerskab, mindsker konflikter og fremmer langvarig effekt.

I praksis betyder det differentierede mål, tydelig opfølgning og en insisterende venlighed, der giver plads til både styrker og sårbarheder. Små justeringer — som roligere tempo i overgange, klare aftaler om pauser og tydelige succeskriterier — kan gøre en stor forskel, især når de gennemføres konsekvent på tværs af arenaer.

Sammenfatning

Komorbiditet er hyppigt og kræver et nuanceret blik på hele barnet eller den unge. Når støtte planlægges fleksibelt, koordineret og med evidensbaserede metoder, øges chancen for fremskridt i læring, trivsel og relationer. En fælles, tydelig plan gør vejen mere overskuelig for både barnet, familien og de professionelle omkring dem.

Kilder: Psychiatric comorbidity: fact or artifact? – Hanna M van Loo, Jan-Willem Romeijn, ScienceDirect